tirsdag den 15. maj 2012

Ananastaske 1840


Jeg er netop blevet færdig med et virkelig sjovt strikketøj. En taske formet som en ananas med stængler og det hele. Den type taske var vældig populær i 1800 tallet. Moden skulle angiveligt stamme fra denne kejserinde Josephine Bonaparte som var født i Caribien.

Her er hvad Ordbog over det danske sprog skriver om den type taske:
Ridicule, en. [ridi-, rediˈky(·)l(ə)] (Redicule. BlochSuhr.​ÆS.III.231. JPJac.​II. 166. Reticule. Winth.​IX.168). flt. -r. (sv.redikyl (ridikyl), ty. ridikül; fra fr. ridicule, (spøg.) omtydning afréticule (lat. reticulum), lille pose, efter fr. ridicule, latterlig; gldgs.) arbejdstaske, strikkepose olgn. HCLund.​Samler.​I.(1803).402. Ridiculen var af hvidt Atlask, med flettede Sider af Guld og Sølv. Penia.1809.328. i Haanden (bar damerne)“Ridikylle”, Taske. UDahlerup.​GT.72. jf.: For et halvthundrede Aar siden brugte Damerne . . en Slags langagtige Arbeidstasker af Skind med pyntelige Staalbeslag, der gik under Navnet Rediculer og af simple Folk udtaltes Rekkedyler. Holst.​V.45.


Opskriften var at finde i det sidste nye Knitty. Jeg vil vældig gerne strikke den en dag efter den oprindelige opskrift, og har også været  omkring forskellige garn - og broderiforretninger for at finde det rette materiale.
Men i første omgang har jeg strikket en lille prøvetaske. Og nøjedes med at slå 120 masker op, og ændrede mønsterrapporten til 8 masker. Jeg ville gerne have mange spidser. Jeg har brugt forskellige rester. Det står altsammen her.
Mønsteret er simpelt hen ikke mindre end genialt. Det består af en mønsterrapport på 16 masker. Hele tasken er strikket efter den rapport. Det var sådan en taske man kunne strikke på en øde ø hvis man ellers kunne huske rapporten. (6 ret, slå om, 1 ret, slå om, 6 ret, 1 ret løs af, 2 ret sammen, træk den løse maske over)
Når stænglerne er strikket, vender man vrangen ud på tasken og fortsætter mønsteret, men efter 8 pinde, flytter man rapporten så indtagningerne og udtagningerne skifter plads. Der kommer på den måde en 3D virkning så det kommer til at ligne spidserne på en ananas. Farvemæssigt bruger man fire grønne nuancer, og fire "ananasfarver" og kan på den måde få det meget naturtro.
Disse ananastasker var meget populære og nogle var strikket med perler i hver maske.

Her er et billede af Frederik den 6. som går tur i Frederiksberg Have med sin kone og to børn. En  rigtig idyllisk scene, som nok er malet samme år som statsbankerotten i 1813. Jeg tror det er en lille ananastaske den unge pige har i hånden : )

Jeg har også skrevet om tasken på Knit Forwards

lørdag den 5. maj 2012

Fanø i maj

Fanø, den dejligste ø, hvor hav og himmel fylder dit synsfelt når du kigger langt. Tæt på, møder dit blik den smukkeste arkitektur og huse der ligger rundt i klitterne. og går du endnu tættere på er der en detaljerigdom som du har svært ved at slippe.
 Jeg brugte en dag på at udforske tekstiler, gamle som nye.
Jeg var af den opfattelse at den lokale kvindedragt kun var blevet brugt når der skulle danses folkedans. Jeg har set folkedansere danse sønderhoning, trinene danses i en 2-takt, musikken går i 3-takt. Ikke uden grund at danserne har rigtig godt fat i hinanden.
Kunstmuseet i Sønderho har en fin samling af Fanømotiver som forekom mig  romantiske. Men en kvalificeret samtale med medarbejderen på museet fik mig sporet ind på at dragterne sandelig var blevet brugt i det daglige langt op i nutiden.
Dragtmuseet i Nordby var en stor oplevelse, mange dragter er bevaret. De gamle fotos fra øen viste at dragterne blev brugt til hverdag og fest. Jeg fik fortalt at de gamle kvinder brugte dragten op til 1970. Alle med påsyede blomstrede borter og knapper af sølv eller rav. Jeg måtte til ravsmedene Rita og Uwe Appel få meter fra museet for at  se om der var sådanne knapper at få. Jo, de knapper bliver lavet i sæt af ti til nysyede folkedragter. Så smukke. Savtakkede, med en lille knop af sølv. Sølvknapper var der også. De kunne købes enkeltvis. Så Jeg købte en enkelt og vil hænge den   om halsen til jeg får strikket noget til den.
Måske kan den sidde i toppen Pagodehatten.
Jeg købte kittet da jeg besøgte Christel Seyfarth i hendes Aladdins hule af en butik. Modeller inspireret taf østen, men med Fanøfarver og lokal ornamentik.
For et år siden gik jeg i gang med at strikke trøjen som hedder Folklore. Jeg blev hurtigt fortrolig med den særlige spytteteknik som med held kan bruges til at samle trådene. Jeg brugte dog et glas med vand til at dyppe i. Strikningen gik som en leg, men da jeg kom til monteringen hvor der skal sys med symaskine og klippes op, gik jeg i stå. Jeg ejer ikke en symaskine, den jeg købte som ung, kunne til sidst kun sy baglæns, og trøjen har overvintret på min gine.
Jeg fik jeg mulighed for at tale med Christel, og hvor heldigt. Nu hørte jeg af hestens egen mund at jeg behøver slet ikke at bruge maskine. Håndsy med garnet, gode gamle bagsting, en let dampning, og jeg kan klippe løs. Det glæder mig. Jeg har aldrig rigtigt kunne lide fornemmelsen at sytråd i strik. Min farmor dampede og pressede sine strikkede ting, før de blev syet sammen med sytråd. På den måde sås det ikke at det var hjemmestrikket.
Jeg er netop blevet færdig med en cardigan i Karen Noes Linea og havde den med til Fanø. Jeg har strikket modellen en gang før i uld og blev begejstret for designet som gør at stykket syd for navlen bliver skjult. Ved at strikke fem små læg i hver side af forstykket bliver trøjen længere foran, noget som klæder mig rigtig godt.
Knapper er jeg glad for. De må gerne koste lidt. De kan bruges igen og igen. Jeg har planer om at have en stor spændende knapkasse som kan gå i arv. Jeg havde trøjen med til Uldsnedkeren i Sønderho hvor jeg fik en stor bunke ravknapper at søge i og fandt de ti små knapper jeg havde brug for.
 De blev vejet. Fem gram. Jeg fik god hjælp og en snak med ejeren. Ind imellem blev der taget hånd om andre kunder på flydende tysk. Der var kun åbent i to timer den dag, for fårene skulle klippes og lammene tages vare om. Netop den dag skulle uldsnedkeren levere en konfirmationsgave, et får med lam, noget konfirmanden selv havde ønsket sig. Det var dejligt at være i den butik. Der var mange færdige håndarbejder og fine eksempler på at strik også kan være kunsthåndværk. Og lækre klæder i hør, silke og uld.
Mellem Christel Seyfarts unikke strikværker til mangfoldigheden hos Uldsnedkeren ligger Kunstladen. Der kan man bare købe alt hvad hjertet begærer af alle mulige mærker garn, danske som udenlandske, og mon ikke næsten samtlige danske designere er repræsenteret. Findes det, findes det her.  Med sådanne tre butikker på hver sin sublime måde har skabt grundlaget for Den store strikkefestival på Fanø. Jeg har ikke deltaget, festivaller med alt for mange deltagere har ikke tag i mig.  Men flere jeg talte med viderebragte begejstringen og energien fra festivaldagene.
Jeg var så fyldt op med indtryk af skønhed fra Fanøs natur og arkitektur og kunsthåndværk som jeg kunne nyde i roligt tempo på min cykel.
 Frokostmenuen på Sønderho kro er sublim. Desserten, en lille skønhed af hvid chokolade med karamelliseret mørk chokolade ovenpå og havtornesødt er den bedste dessert jeg har smagt.
Til gengæld kom min mand hjem med Bakskuld den lokale delikatesse, saltet,røget ising. Og det var en brat opvågnen.