lørdag den 2. november 2013

Genudgivelse af kulturhistorisk strikkebibel.

Vibeke Lind kunne have rundet de 90 år i dette efterår, og blev i den anledning fejret af forlaget Rosinante med en genudgivelse af sin fabelagtige strikkebog fra 1981, Strik med nordisk tradition. 
Dengang bogen udkom, havde jeg som ung lærer ikke råd til at købe bøger. Men jeg har lånt, genlånt, og lånt bogen igen og igen fra biblioteket. De senere år har jeg forsøgt at købe bogen antikvarisk, men når jeg nævnede titlen blev der bare rystet på hovedet. 
Jeg købte genudgivelsen i dag og er så glad for endelig at eje den. Nu sidder jeg og bladrer og mindes de modeller jeg har strikket fra bogen gennem år og dag.
 
Den stribede danske barnetrøje med skakmønstrede skulder-og ærmebort på side 45, blev strikket til min størrelse XXL-mand. Den har han naturligvis endnu, her tredive år efter. Norsk kamgarnsuld forgår ikke så let.

Og, åh,ja! på side 68.
Tante Anna-trøjen !  - hvor var den sjov at strikke. Mon ikke "opskriften " er fra århundredskiftet hvor overklassens små piger og drenge var ens klædt med blonder og med slangekrøller. 
Den har en spændende konstruktion og mange fine detaljer. Jeg fik en lille dreng i 1982 og strikkede flere trøjer til ham efter konceptet, dog uden blondemønstrene og picot'erne.

På side 74 er der et dejligt afsnit om bindesjaler, som jeg fik forstand af da jeg genskabte mønsteret til det smukke Kællingesjal fra museet i Hjørring. Processen med at aflæse og gengive sjalsmønsteret gav mig den dybeste repekt for det enestående og formidable arbejde Vibeke Lind lagde i denne bog. Det er en skattekiste af mønstre, som jeg aldrig bliver færdig med. At undertitlen til bogen er "kulturhistorisk strikkebibel" er ikke nogen overdrivelse. 










tirsdag den 23. juli 2013

Sommerstrikning


Jeg nyder at strikke om sommeren, helst ude når vejret er til det, i varme sommeraftener mens jeg sidder og nyder frugterne af forsommerens havearbejde. Stokroserne lige nu ligner noget som kommer fra helt andre himmelstrøg.
Helt tilfældigt er sommerprojekterne til gengæld grå, grå og grå. Men er det så gråt i gråt. Nej, slet ikke. Jeg har fingrene i tre fine danske garner, en plisseret nederdel i Dansk Pelsuld, den tynde af dem, en lille cardigan i Karen Noes Linea hørgarn, og Ærtebøllegarn fra Uldfisken.
Nederdelen er færdig og den var rigtig sjov at strikke. Opskriften på engelsk kan du finde her på Ravelry.
Nederdelen har en sjov ligetil konstruktion. Man måler længden og deler med fire.
 Først hækler man på fremmed garn en snor af løbemasker som skal nå rundt om livet. Så samler man masker op, en i hver løkke og strikker en fjerdedel af længden, 1x1 rib. Nu tages ud i hver maske og der fortsættes med 2x2 rib. En fjerdedel af længden. Udtagning i hver anden maske og fortsættes 3x3 rib, en fjerdel af længden og der sluttes af med udtagninger så der bliver 4x4 rib resten af længden og der lukkes af.
Tilbage til taljen hvor den hæklede snor trevles op og maskerne kommer tilbage på rundpind og der kan nu strikkes et stykke glatstrik med ombuk til en elastik.

 Jeg kan ikke forestille mig et bedre fjensynsstrik. Der er rigtig mange masker på pinden til sidst. Men det er helt sikkert et gentagelsesprojekt, næste gang nok noget med striber. Nederdelen er super over en cykelbuks, som er praktisk hvis man vil cykle langt, men designet gør ikke noget godt for den kvindelige anatomi. Og skal man lige af og gøre lidt indkøb, er det rart at skumgummirumpetten kan kamoufleres i plisse´erne.
Jeg er ikke den eneste som elsker sådan en nederdel, hvor der rigtig kan komme vind i skørterne. Hvis du har 10 minutter til overs, skulle du tage og nyde denne lille film om strikning i Peru. Den hedder Maskens mester. Se den her på YouTube.

Den lille cardigan hedder 'slanted sleeven' og igen er jeg faldet for den lidt anderledes ærmekonstruktion. Jeg har strikket flere af modellerne fra Ankestrick og har efterhånden vænnet mig til måden opskrifterne er skrevet på, det kan godt virke lidt overvældende med så mange udtagninger i forskellige retninger, men man kan roligt følge teksten nøje, så bliver det som det skal være.
Uldfisken er en rigtig fin garnforretning i Hornslet, den fungerer også som netbutik. Det er en perle af en butik, med et udvalg af mange forskellige mærker, og der gik jeg rundt den anden dag og kiggede meget længe. Og jeg er åbenbart ikke den eneste der strikker om sommeren, for der var en jævn strøm af kunder mens jeg var der. Jeg kom hjem med garn spundet af uld fra Ærtebøllefåret, en gammel fårerace som avlerne i Himmerland vil forsøge at bevare. 
Jeg synes det er rigtig vigtigt at prøve at bevare de gamle fåreracer og kan strikningen af den smukke trøje med snoninger være en hjælp til bevaringsarbejdet , jamen så.. Det manglede da bare ; ) Jeg glæder mig til at komme i gang.

fredag den 31. maj 2013

Sypose anno 1845



I Dansk oeconomisk plantelaere,  fra 1821, en 990 sider bog om den danske

flora, sammenlignes denne smukke orkide med en sypose.

Jeg har endnu engang været i den gamle strikkebog fra 1845, og denne gang er det en sypose, der er blevet
genstand for en nærmere og ganske uvidenskabelig
udforskning. Jeg har også forsøgt at google lidt tekster og billeder der kunne illustrere, hvad det er for et stykke uundværligt accessorry enhver respektabel borgerlig kvinde i guldalderens Danmark måtte have indenfor rækkevidde.

"Fru Fock rynkede munden sammen som en sypose" 
Således skriver den norske forfatter Jonas Lie (1833-1908)som i tæt samarbejde med sin hustru Thomasine, brugte sit forfatterskab til at beskrive kvindens stilling i det patriarkalske samfund. Sætningen stammer fra bogen Kommandørens Døtre fra 1886. Her sidder Thomasine og inspirerer sin mand:
Sy-pose, en. (jf. -pung og I. Pose 1.1) en (især tidligere alm. anv.) pose (af silke, klæde olgn.) til opbevaring af sytøj og i alm. til at lukke (sammensnøre) med snore, hvori den kan bæres over armen.
Jeg har her et sort/hvidt foto af min sypose, og vil nu bede læseren om at forestille sig posen i de farver, der er foreslået i opskriften. Garnforslag er uld i strømpegarnstykkelse, Berlin- uld. Der strikkes i tungemønster, der består af fire pinde. De første 28 omgange er strikket med syv nuancer af rødt, man begynder med den mørkeste og slutter med den lyseste. Nu følger fire omgange med hvid silke og derefter skiftes til grå uld, igen 28 omgange i syv forskellige nuancer gråt fra mørk til lys. Atter fire omgange hvid silke. Efter det grå stykke gentages 28 omgange med de røde nuancer, så igen hvid. Der strikkes nu et ribstykke i seks grå nuancer fra lys til mørk, tre omgange med hver. En dobbelt hulrække strikkes i den mørkeste grå og der fortsættes i rib til den lyseste grå. Tilbage til tungemønster og fire omgange hvid silke, og til slut 28 omgange med røde nuancer, der begynder med den lyseste. Der lukkes af med den mørkeste røde.
Det er nemt at finde uld i alle disse farver - når man går ind i en broderiforretning, men for en strikker er dunterne fortvivlende små. For man skulle umiddelbart tro at en sypose indeholdt et lille fikst sytøj; men mine undersøgelser viser at disse poser vist var ret velvoksne. Læsning af de gamle tekster viser, at posen blev brugt til at transportere både hunde og katte, udover alt det som et fruentimmer dengang måtte have med sig. Vi er vist meget langt fra de små fikse reticuler, som jeg har skrevet om her.
Madam Schmidt er her malet i 1818 af Eckersberg med sin smukke broderede sypose ved siden af sig på bordet.
Og her er et lidt ældre maleri fra 1799 af Elisabeth Henriette Bruun de Neergaard med sit strikketøj i hånden og syposen hængende over sofaryggen. Maler er Jens Juul.
Johanne Louise Heiberg skriver i sine selvbiografi "Et liv Gjenoplevet i Erindringen", hvordan hun på en spadseretur forelskede sig i en kattekilling, puttede den i sin sypose og tog den med hjem, da hun forestillede sig at den ellers skulle druknes.
"og nu overfaldt mig pludselig en stor lyst til at eje denne lille killing til erindring om Hirschholm og om vor natlige vandring. ...Ved tanken herom puttede jeg katten i min sypose og bragte den i god behold til vort hus.
Johanne Louise er her malet i 1858 af Marstrand.























I en sypose kunne der også blive plads til en lille hund. 
Alexander Kielland skriver i novellen Trofast fra 1882:
«Ja, naar Hundeskatten ikke blev saa uretfærdigt fordelt,» snerrede Kandidat Hansen; «der er jo ingen Mening i, at en skikkelig gammel Dame, som holder en Hund i en Sypose, – at hun skal betale ligesaa meget som en, der ynder at genere sine Medmennesker ved at være Eier af et halvvildt Dyr på størrelse med en liden Løve." 

Og her er så min sypose i farver. Uden hunde og katte. Garnet er Allino, hør /bomuld fra BCgarn. Jeg har planer om at bruge den til sommerens museumsbesøg, hvor rygsækken skal afleveres i garderoben, eller til alle de opladere, man skal have med på ferie, eller..ja, der er nok man kan bruge sådan en pose til.
Den dobbelte hulrække.
Tungemønster, der automatisk danner spidser som sys sammen i bunden. Min pose har otte spidser, som sys sammen to og to til fire tunger, der danner bunden.



H.C.Andersen skriver i tolv med posten om måneden maj:

Nu kom der en dame ud af vognen. 
"Frøken Maj!" sagde hun. I sommertøj med galocher; hun havde en bøgebladegrøn silkekjole på, anemoner i håret, og hun duftede dertil sådan af skovmærker, så skildvagten måtte nyse. "Gud velsigne Dem!" sagde hun, det var hendes hilsen. Hun var nydelig! og sangerinde var hun; ikke på teatrene, men inde i skoven; ikke i teltene, nej, i den friske grønne skov gik hun og sang for sin egen fornøjelse; hun havde i sin sypose Christian Winthers "Træsnit," for de er som bøgeskoven selv, og "Smådigte af Richardt," de er ligesom skovmærker. 

Men lad os lige at vende tilbage til den smukke orkide. Det er jo snart Grundlovsdag.
Den mest berømte blomst i Rold Skov er uden tvivl Frueskoen. Dens blomstringstid er kort, kun i 14 dage omkring grundlovsdag kan man se denne storblomstrede orchidé på skråningerne ved Buderupholm. At det netop er her, den kalkkrævende fruesko har et af sine sidste voksesteder i landet skyldes, at kalken befinder sig lige under laget af formuldede bøgeblade.
Frueskoens bestøvningsbiologi er et af naturens undere. Orchideen lokker små jordbier til ved hjælp af sin gule farve og sin sødlige duft. Når en bi først er kommet ind i frueskoens indre, kan den ikke komme ud af samme vej som den kom ind. Bagest i "læben" sidder to gennemskinnelige vinduer, som lokker bien mod lyset. Over de to vinduer findes to små åbninger. Her kan de små bier mase sig forbi støvfanget, hvor medbragt frueskostøv afsættes. Herefter er der endnu en forhindring før bierne når ud i friheden, de må passere en af orchideens støvknapper, og på den måde få nyt støv på sig.
Alle arter af orkidéer er fredet og må ikke plukkes eller graves op.



onsdag den 8. maj 2013

Sokke-stormøde

Her er mit bidrag til fejringen af Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag. Hans far var jo hosekræmmer, så det skal handle om sokker.
Mit forhold til vintervejr er noget blandet, for samtidig med at jeg føler at jeg ikke rigtig fungerer før temperaturen er over de 10 grader, er det også rart at jeg kan afprøve for de mange sokkemønstre, som findes. For jeg kan godt lide at følge en opskrift og på den måde holde et lille strikkekursus for mig selv.
Der bliver slået masker op til et par nye sokker i samme flow som jeg får lukket af for det foregående, så der er næsten altid en sok på pindene.
:: Chiendent :: Baby Cashmerino fra Debbie Bliss. Garnet er tykkere end anbefalet men det nemt at ændre mønsteret til færre masker, ved at fjerne ribmasker mellem hulmønstrene.
Værktøj
Jeg bruger altid strømpepinde, og nøjes gerne med at fordele maskerne på tre pinde; for at spare tid.  Men strikker jeg svikler, fordeler jeg maskerne på flere pinde således at midtermasken i stjernen er første maske på pinden.
::Mønster nr 59, Møntergården i Odense :: Fra bogen Bondestrik - strømper til mænd og kvinder. Garn Arwetta Classic.
Min yndlingsstørrelse strømpepinde er 2,25 mm. I starten syntes jeg det var lidt krukket; det var en størrelse jeg skulle købe udenlands dengang, hvorfor ikke bare holde mig til 2,5 eller 3,0 som jeg brugte til alle de stribede sokker i 70erne. Men jeg fandt ud af at jo fastere jeg strikkede jo længere holdt sokken. Jeg skulle lige prøve 2 mm men det blev bare for gnidret med det garn  jeg kan lide at bruge. Så 2.25 mm-den passer bare til mig.
Strikkemønstre.
Jeg er glad for de rigtig gamle mønstre. Især dem fra 1890erne, de viktorianske.
:: Anniversary Sock :: Nancy Bush fra bogen Favorite Socks. Garn Arwetta Classic
Hulmønstrene til ladysokkerne ser indviklede ud men er i virkeligheden hurtigt husket. Og alle de huller betyder at der ikke er brug for ret mange masker, 60 masker kan jeg nøjes med. 
:: Go With the Flow :: af Evelyn Clark fra bogen Favorite Socks. Garn Arwetta Classic.
Pigestrømperne som skal sidde fast på de tynde pigeben, er gerne strikket i et mønster der drejer, et lille vrid mod uret og strømpen sidder fast.
:: Child's First Sock:: Weldon's 1899 Fra bogen Knitting Vintage socks. Garn Lorna's Laces Shepherd Sock
 Til mændene er der også mønstre som ikke kun er smukke men også giver en slank vrist og undgår at sokken ender nede i spidsen af skoen.
:: Gentleman's Shooting Stockings :: Weldon's 1887 fra bogen Knitting Vintage Socks af Nancy Bush. Garn Regia
Størrelsen.
Jeg har gennem år og dag udviklet et system til at måle størrelse, som jeg altid har med mig, nemlig min egen fod. Inden jeg begynder at strikke tåen prøver jeg sokken på og når den til min lilletå er det str 35.
 Når sokken dækker lilletåen er det min egen størrelse, 38. Strikker jeg videre til sokken dækker lilletåens nabotå er det størrelse 39. Til størrelse 40 strikker jeg til tredie tå er dækket. Til min mands fødder som er str 46 skal jeg strikke til stortåen er helt dækket og så har jeg næsten strikket 200 meter garn op. Pr sok. 
Gentleman's Half Hose. Weldon's 1899 fra bogen Knitting Vintage socks. Garn fra Hedgehog 
SSS: Second Sock Syndrom.
Jeg mister nemt interessen, hvis jeg har set udfaldet af mit arbejde, så det kan være svært at få makkersokken strikket færdig. Det internationale strikkesamfund kalder 'lidelsen' Second Sock Syndrom. Der er mange løsninger på problemet og jeg har fundet en måde at narre mig selv på. Jeg bruger et nøgle garn til hver sok. Jeg slutter strikningen af sok nr 1 lige før tåen påbegyndes. Se ovenfor. Maskerne sættes på en snor og så må den hvile til sok nr 2 er strikket. Nu mangler jeg kun at strikke tåen på første sok, det er hurtigt gjort.
 De mange strømperester er ikke så interessante; men jeg kender et medlem af en Røde Kors Strikkeklub som med glæde tager imod dem, og det er rart at de bliver anvendt godt og smukt.
Materialer.
Jeg har prøvet rigtig mange forskellige strømpegarner og efterhånden fundet frem til tre, som kommer i spil gang på gang. Filcolanas Arwetta Classic fås i rigtig mange farver og resultatet er en blød, venlig sok som smyger sig om foden. Et godt sted at handle er Terapi- Hobby i Hasselager
Så er der Regia. Den bruger jeg til de sokker, der skal i et par vandrestøvler. Det garn er virkelig holdbart, især hvis det er strikket på en tynd pind. Min søster, amatørornitologen og en ven med kredsløbsforstyrrelse, sværger begge på at mine sokker er de eneste de kan holde varmen i.
:: Retro Rib Sock :: Evelyn A. Clark fra bogen Favorite Socks
Lorna's Lace Shepherd Sock er navnet på en strømpegarn jeg køber i England. Den er dels dyr, dels er fragtomkostningerne store, så det er en strømpegarn jeg kun bruger til mig selv...eller til særligt udvalgte, der fylder rund fødselsdag.
Mine sokker har jeg liggende i en god lille træskuffe. Det er en daglig fornøjelse at åbne den og mærke duften af træ og uldsok.

lørdag den 2. februar 2013

Vinterstrik


Den Retstrikkede jakke som Vibeke Lind og Hanne Vedel dels har designet, dels lagt garn til, er nu færdig og taget i brug. Guldsmed Anette Kræn har bidraget til festlighederne med en til jakken passende nål. Det var min julegave og juleaften åbnede jeg æsken og blev meget tilfreds da jeg så dette smukke stykke kunsthåndværk.
 Min bekymring om at nålen nok ville forsvinde i meleringen, var grundløs. Det lille skib lægger sig smukt henover strikket.
Med nålen er det muligt at style jakken på mange måder. 
 Konstruktionen minder mig om en bikerjakke. Med alt overflødigt skåret væk.
Kanterne er rå eller med en meget enkel retstrikningskant. 
Ærmerne er syet sammen med maskesting for at få et vendbart opslag. Paa Pinden har en fin lille video der fortæller hvordan man kan lave en syning der danner en retrille.
Skuldersømmene er dækket af en sadelskulder. Det er rart med det dobbelte strik på skulderen.
Det har været en rigtig god strikkeoplevelse for mig at være i selskab med denne lille jakke. Og jeg har lyst til at fortsætte med nogle af Vibeke Linds andre modeller.