lørdag den 2. november 2013

Genudgivelse af kulturhistorisk strikkebibel.

Vibeke Lind kunne have rundet de 90 år i dette efterår, og blev i den anledning fejret af forlaget Rosinante med en genudgivelse af sin fabelagtige strikkebog fra 1981, Strik med nordisk tradition. 
Dengang bogen udkom, havde jeg som ung lærer ikke råd til at købe bøger. Men jeg har lånt, genlånt, og lånt bogen igen og igen fra biblioteket. De senere år har jeg forsøgt at købe bogen antikvarisk, men når jeg nævnede titlen blev der bare rystet på hovedet. 
Jeg købte genudgivelsen i dag og er så glad for endelig at eje den. Nu sidder jeg og bladrer og mindes de modeller jeg har strikket fra bogen gennem år og dag.
 
Den stribede danske barnetrøje med skakmønstrede skulder-og ærmebort på side 45, blev strikket til min størrelse XXL-mand. Den har han naturligvis endnu, her tredive år efter. Norsk kamgarnsuld forgår ikke så let.

Og, åh,ja! på side 68.
Tante Anna-trøjen !  - hvor var den sjov at strikke. Mon ikke "opskriften " er fra århundredskiftet hvor overklassens små piger og drenge var ens klædt med blonder og med slangekrøller. 
Den har en spændende konstruktion og mange fine detaljer. Jeg fik en lille dreng i 1982 og strikkede flere trøjer til ham efter konceptet, dog uden blondemønstrene og picot'erne.

På side 74 er der et dejligt afsnit om bindesjaler, som jeg fik forstand af da jeg genskabte mønsteret til det smukke Kællingesjal fra museet i Hjørring. Processen med at aflæse og gengive sjalsmønsteret gav mig den dybeste repekt for det enestående og formidable arbejde Vibeke Lind lagde i denne bog. Det er en skattekiste af mønstre, som jeg aldrig bliver færdig med. At undertitlen til bogen er "kulturhistorisk strikkebibel" er ikke nogen overdrivelse. 










2 kommentarer:

FruSøglimt sagde ...

Super dejlige ting du får lavet. Uh.... den bog er vist værd at se på, kan den købes på nettet??? Har meldt mig som læser, vender helt sikkert tilbage.

Mette sagde ...

Tak, fru Søglimt. Ja, bogen kan købes på nettet. Jeg bestilte den, men hentede den selv ved boghandleren og sparede fragten.